Folketinget efter valget i 2019

Socialdemokratiet 

Andel af stemmerne: 25,9 procentAntal mandater: 48 mandater

Pernille Rosenkrantz-Theil
12.998 stemmer – 42-årige Pernille Rosenkrantz-Theil har været en markant socialordfører i den forgangne valgperiode. Hun var folketingsmedlem for Enhedslisten fra 2001 til 2007. I 2009 blev hun for første gang folketingskandidat for Socialdemokratiet.

Peter Hummelgaard Thomsen
5.302 stemmer – 36-årige Peter Hummelgaard Thomsen har siddet i Folketinget siden 2015. Den tidligere DSU-formand er Amager-dreng ind til benet og har i den forgangne valgperiode været en hård kritiker af den finansielle sektor. Han er uddannet jurist og skrev i 2018 bogen “Den syge kapitalisme“.

Lars Aslan Rasmussen
4.279 stemmer – 40-årige Lars Aslan Rasmussen kom i Folketinget i 2016 som suppleant for Helle Thorning-Schmidt, da hun blev direktør i Red Barnet. Siden har han været fri- og efterskoleordfører. Aslan er uddannet lærer. Han har flere gange udtalt sig kritisk om islam.

Mattias Tesfaye
15.219 stemme – 38-årige Mattias Tesfaye er for anden gang blevet valgt til Folketinget. Den inkarnerede vestegns-dreng er uddannet murer og tidligere medlem af SF. Han skrev i 2017 bogen “Velkommen Mustafa – 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik”.

Morten Bødskov
8.597 stemmer – 49-årige Morten Bødskov er af de mest garvede socialdemokratiske folketingsmedlemmer. Bødskov har siddet i Folketinget siden 2001. Tidligere har Morten Bødskov bestredet posten som landets justitsminister i perioden fra 2011-2013. Bødskov blev væltet som minister af Enhedslisten ovenpå en sag om et aflyst folketingsbesøg til Christiania, som Enhedslisten mente, Bødskov havde løjet om.

Jeppe Bruus
4.397 stemmer – 41-årige Jeppe Bruus vender tilbage til Christiansborg, hvor han tidligere har været midlertidigt medlem af Folketinget i en kort periode i 2013 samt medlem af Folketinget fra 2014 til 2015 og igen som midlertidigt medlem fra 2015 til 2016. Han forlader en stilling som kommunikationschef i Skattestyrelsen for at blive folketingsmedlem.

Kasper Sand Kjær
3.065 stemmer – 30-årige Kasper Sand Kjær overtog Mette Frederiksens valgkreds i Ballerup, da hun blev kandidat i Aalborg. Ballerupkredsen har i årtier altid givet valg til sin kandidat, og det var igen tilfældet. Det nye unge folketingsmedlem kommer fra en stilling som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd.

Nick Hækkerup
11.016 stemmer – 51-årige Nick Hækkerup er uddannet jurist og tidligere borgmester i Hillerød. Han havde flere ministerposter i Helle Thorning-Schmidts regering, hvor han blandt andet sad som forsvarsminister. I den forgangne valgperiode har Nick Hækkerup blandt andet været sit partis udenrigsordfører.

Rasmus Stoklund
4.541 stemmer – 35-årige Rasmus Stoklund er erhvervspolitisk chef i Dansk Metal. Han har tidligere været ansat i Erhvervstyrelsen I 2016 udgav han debatbogen “Til Blå Bjarne”. Han er uddannet statskundskaber fra Københavns Universitet i 2012.

Henrik Møller
4.223 stemmer – 53-årige Henrik Møller er viceborgmester i Helsingør Kommune, hvor han har været byrådsmedlem siden 2009. Til daglig underviser han på Roskilde Højskole.

Magnus Heunicke
18.214 stemmer – 44-årige Magnus Heunicke er uddannet journalist og kom i Folketinget første gang i 2005. Han er tidligere trafikordfører og politisk ordfører samt en populær transportminister i Helle Thorning-Schmidts regering. Heunickes hjerte brænder blandt andet for togtrafik og fodboldklubben Næstved.

Astrid Krag
17.810 stemmer– 36-årige Astrid Krag er tidligere medlem af SF og var sundhedsminister i Helle Thornings regering, indtil SF trak sig ud i 2014. Herefter meldte hun sig ud af SF og ind i Socialdemokratiet. Her har hun blandt andet som ældreordfører gjort sig bemærket som en hård kritiker af ældreminister Thyra Frank (LA).

Kaare Dybvad
6.118 stemmer – 34-årige Kaare Dybvad er en af den socialdemokratiske folketingsgruppes intellektuelle idéudviklere. Han har været medlem af Folketinget siden 2015. Han har skrevet flere bøger om det socialdemokratiske projekt. Han er partiets boligordfører og uddannet cand.scient. i geografi og geoinformatik.

Rasmus Horn Langhoff
5.812 stemmer – 38-årige Rasmus Horn Langhoff har siddet i Folketinget siden 2011. Han er ligestillings- og turismeordfører og har senest været formand for Uddannelses- og Forskningsudvalget. Han er uddannet historiker og har arbejdet som konsulent.

Lennart Damsbo-Andersen
5.648 stemmer – 62-årige Lennart Damsbo-Andersen blev valgt til Folketinget for første gang i 2007. Han har tidligere været både statsrevisor og borgmester i Nysted Kommune. Han har senest været formand for Transport- og Bygningsudvalget.

Kasper Roug
5.249 stemmer – 40-årige Kasper Roug har af to omgange været i Folketinget som vikar. Han kommer fra Lolland, hvor han blev valgt ind i byrådet i 2017. Han er uddannet lærer.

Mette Gjerskov
5.211 stemmer – 52-årige Mette Gjerskov er tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Hun har siddet i Folketinget siden 2005. Hun har flere gange markeret sig ved at gå imod partilinjen. Senest da hun gik imod partiets linje om burkaforbuddet i 2018, hvor hun efterfølgende fik frataget sit ordførerskab.

Henrik Sass Larsen
4.017 stemmer – 53-årige Henrik Sass Larsen er tidligere formand for DSU og har siddet i Folketinget siden 2000 og var i 1999 stedfortrædende medlem. Han var daværende formand Helle Thorning-Schmidts tro løjtnant fra 2005, men måtte vinke farvel til finansministerposten, da Thorning-Schmidt dannede regering i 2011. På grund af relationer til en rocker i Køge kunne Politiets Efterretningstjeneste ikke sikkerhedsgodkende Sass Larsen, og det fik Thorning-Schmidt til at vrage Sass-Larsen til fordel for Bjarne Corydon. I 2013 blev han dog erhvervsminister. Henrik Sass Larsen fik en depression i efteråret 2018 og har haft en tilbagetrukket rolle i valgkampen. Sass endte med 4.017 personlige stemmer – færrest af alle valgte socialdemokrater i kredsen.

Lea Wermelin
5.059 stemmer – Lea Wermelin kan nu tage hul på sin anden periode som folketingsmedlem, efter hun forud for valget i 2015 overtog Jeppe Kofods plads som Socialdemokratiets spidskandidat på Bornholm. 34-årige Lea Wermelin er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, og inden hun blev valgt til Folketinget, var hun ansat som politisk medarbejder for Socialdemokraterne på Christiansborg.

Dan Jørgensen
15.443 stemmer – 43-årige Dan Jørgensen fra Morud på Nordfyn er tidligere medlem af Europa-Parlamentet, men blev i 2013 hentet hjem og udnævnt til fødevareminister i Helle Thorning-Schmidts regering. Han blev valgt som medlem af Folketinget i 2015. Dan Jørgensen har læst statskundskab på Aarhus Universitet og tilhører sammen med blandt andre Nicolai Wammen og Jens Joel partiets gruppe af tidligere medlemmer af studenterorganisationen Frit Forums Aarhus-afdeling.

Trine Bramsen 
10.594 stemmer – 38-årige Trine Bramsen blev valgt første gang i 2011 og har været en ihærdigt arbejdende retsordfører siden 2013. Bramsen er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet og har tidligere arbejdet som konsulent hos blandt andre Deloitte.

Bjørn Brandenborg
6.837 stemmer – 27-årige Bjørn Brandenborg er organisator i 3F Sydfyn og nyvalgt folketingsmedlem for Svendborgkredsen. Brandenborg er uddannet bachelor i Politik & Administration fra Aalborg Universitet. Han har tidligere været ansat i Socialdemokratiet.

Jan Johansen
6.786 stemmer  – 63-årige Jan Johansen har været specialarbejder på Lindøværftet og har arbejdet i fagbevægelsen på Fyn. Han blev første gang valgt som medlem af Folketinget i 2011. Johansen har tidligere markeret sig ved at gå imod partilinjen, da han i 2014 stemte ja til et forslag på dagpengeområdet fra Enhedslisten. Han blev efterfølgende frataget alle sine ordførerskaber.

Julie Skovsby
3.943 stemmer
– 40-årige Julie Skovsby er uddannet kandidat i statskundskab fra Syddansk Universitet og opstillet i Assenskredsen. Hun er oprindeligt fra Hillerød og har repræsenteret Fyn på tinge siden 2007. Hun har senest været Socialdemokratiets familieordfører.

Benny Engelbrecht
12.267 stemmer – 48-årige Benny Engelbrecht blev socialdemokratisk topscorer i Sydjyllands Storkreds med 12.267 personlige stemmer. Han var skatteminister i et lille års tid i slutningen af Helle Thorning-Schmidts regering. I den seneste periode har Benny Engelbrecht været Socialdemokratiets finansordfører. Han har tidligere givet den som musiker og er en af de få politikere hos Socialdemokraterne i dag, som har folkeskolens afgangseksamen som højest afsluttede uddannelse.

Anders Kronborg
8.607 stemmer – 37-årige Anders Kronborg er skolelærer og bosat i Esbjerg. Han har været byrådsmedlem i Esbjerg i tolv år, hvor han blandt andet har været formand for Teknik- og Miljøudvalget. Anders Kronborg har i sin fritid tidligere lavet børneteater. Kronborg er uddannet skolelærer, hvilket han også har arbejdet som.

Jesper Petersen
7.175 stemmer – 37-årige Jesper Petersen har siddet i Folketinget siden 2007. I de første seks år var han valgt for SF, inden han i 2013 skiftede til Socialdemokratiet ovenpå valget af Annette Vilhelmsen som formand for SF. Petersen støttede Astrid Krag i kampen om formandskabet. Han er en del af Socialdemokratiets folketingsgruppes ledelse og har senest været partiets skatteordfører. Jesper Petersen er bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet.

Troels Ravn
7.135 stemmer – 57-årige Troels Ravn har været medlem af Folketinget i flere omgange. Først fra 2005 til 2007, senere fra 2011 til 2015 og senest fra 2016, hvor han overtag for Bjarne Corydon, da han trak sig fra posten. Troels Ravn er uddannet lærer og var skoleinspektør, inden han blev valgt til Folketinget i 2011.

Birgitte Vind
7.011 stemmer -53-årige Birgitte Vind er blevet valgt til sin første periode som medlem af Folketinget. Hun har været byrådsmedlem i Vejle Kommune siden 2010. Hun er uddannet lærer og indehaver af et Bed & Breakfast.

Christian Rabjerg Madsen
6.319 stemmer – 33-årige Christian Rabjerg Madsen har gennem den seneste valgperiode været Socialdemokratiets miljøordfører. Han stillede op til Folketinget for første gang i 2011, men fik først et mandat i 2015. Rabjerg Madsen er kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet.

Nicolai Wammen
23.427 stemmer – 48-årige Nicolai Wammen er tidligere borgmester i hjembyen Aarhus og var europa- og forsvarsminister i Helle Thornings regeringsperiode fra 2011 til 2015. Han har senest været Socialdemokratiets politiske ordfører, og var i valgkampens første uge vikarierende formand, da Mette Frederiksen var nede med et maveonde. Wammen er kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet. 

Leif Lahn Jensen
8.001 stemmer – 51-årige Leif Lahn Jensen er tidligere havnearbejder og er en af få medlemmer af Folketinget uden en videregående uddannelse. Han har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2007. I den seneste periode var han partiets beskæftigelsesordfører, og han har desuden tidligere været formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Henrik Dam Kristensen
7.450 stemmer – 62-årige Henrik Dam Kristensen er tidligere landpostbud og har været beskæftigelses- og transportminister i Helle Thorning-Schmidts regering samt landbrugs- og fiskeriminister, fødevareminister og socialminister i Poul Nyrup Rasmussens regeringer. Han har desuden været medlem af Europa-Parlamentet. I den forgangne valgperiode har han været sit partis forsvarsordfører samt 1. næstformand i Folketinget.

Camilla Fabricius
6.506 stemmer – 47-årige Camilla Fabricius er 1. viceborgmester i Aarhus Kommune, hvor hun har siddet i byrådet siden 2009. Hun er uddannet lærer og er selvstændig coach for børn og unge med ADHD og autisme. Fabricius blev forbigået som ny rådmand efter kommunalvalget i 2017, på trods af at hun fik et højere personligt antal stemmer end Kristian Würtz, der blev udnævnt som Socialdemokratiets rådmand.

Jens Joel
6.126 stemmer – 41-årige Jens Joel får sin tredje periode i Folketinget. Han er partiets klima- og energiordfører. Han er med i den socialdemokratiske motorcykelklub De Røde Engle. Jens Joel er uddannet statskundskaber og har tidligere arbejdet som politisk rådgiver for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet.

Malte Larsen
5.708 stemmer – 50-årige Malte Larsen har flere gange været stedfortræder i Folketinget og får nu sit eget mandat. Han har siddet i byrådet i både Nørre Djurs og Randers Kommune og ejer derudover børnetøjs-webshoppen buksetrolden.dk. Malte Larsen er uddannet skolelærer og portør.

Daniel Toft Jakobsen
4.615 stemmer
– 41-årige Daniel Toft Jakobsen har siddet i Folketinget siden 2015. Han er bestyrelsesmedlem i den kirkelige og humanitære børneorganisation Viva og har tidligere siddet i menighedsrådet i Christians Sogn i Aarhus.  

Annette Lind
12.184 stemmer -50-årige Anette Lind blev Socialdemokratiets topscorer i Vestjylland. Læreruddannede Lind kom i Folketinget i 2011 og er sit partis undervisningsordfører. Hun er uddannet skolelærer, hvilket hun også har arbejdet som. Hun har tidligere været medlem af byrådet i Holstebro Kommune.

Thomas Jensen
7.192 stemmer – 48-årige Thomas Jensen er partiets mand i Silkeborg og erhvervsordfører. Han har tidligere været blandt andet Europaordfører, skatteordfører og boligordfører. Jensen har været medlem af Folketinget siden 2007. Han han en bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet og har tidligere arbejdet for LO.

Mogens Jensen
6.961 stemmer – 55-årige Mogens Jensen blev valgt til Folketinget i 2005. Han har været sit partis kulturordfører og en ivrig forsvarer af Danmarks Radio. Mogens Jensen blev i 1990’erne kendt for sine imitationer af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og var handels- og udviklingsminister i Helle Thorning-Schmidts regering. Han har tidligere været statsrevisor og har desuden arbejdet som konsulent for LO.

Anne Paulin
6.814 stemmer
– 31-årige Anne Paulin er tilbage i Folketinget, efter at hun var stedfortræder i fire måneder i 2016. Paulin har en kandidat i International Business and Politics fra CBS og har tidligere arbejdet i blandt andet TDC og DSU. Hun har desuden tidligere været medlem af forretningsudvalget i DSU. 

Mette Frederiksen
43.489 stemmer – 41-årige Mette Frederiksen blev valgt til Folketinget i 2001 og var indtil dette valg opstillet i Ballerup-kredsen. Nu er hun rykket tilbage til en kreds i fødebyen Aalborg. Mette Frederiksen overtog i 2015 formandsposten i Socialdemokratiet fra Helle Thorning-Schmidt, i hvis regering Mette Frederiksen var beskæftigelses- og justitsminister. Hun har blandt andet en master i Afrika-studier og spås gode muligheder for at blive statsminister.

Bjarne Laustsen
11.997 stemmer – 65-årige Bjarne Laustsen er med sin baggrund som maskinarbejder og nordjyske lokalpatriotisme en sikker stemmesluger, der i 2015 fik 12. flest stemmer på landsplan. Han blev valgt til Folketinget første gang i 1992 og var i Helle Thorning-Schmidts formandstid ofte i opposition til ledelsen. Han har tidligere haft en række tillidsposter i Dansk Metal og har desuden siddet i byrådet i Støvring Kommune.

Simon Kollerup
11.577 stemmer – 33-årige Simon Kollerup er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og fik ved valget i 2015 mere end 10.000 stemmer i sin hjemkreds, Thisted-kredsen. Kollerup har som fiskeriordfører været aktiv i sagen om kvotekonger og rod i Fiskeristyrelsen.

Flemming Møller Mortensen
7.152 stemmer – 55-årige Flemming Møller Mortensen fortsætter i Folketinget, hvor han har siddet siden 2007. Han har i den seneste valgperiode været Socialdemokratiets sundhedsordfører. Møller Mortensen er uddannet sygeplejerske og har blandt andet arbejdet på Aalborg Sygehus. Han har desuden siddet i kommunalbestyrelsen i Skørping og Rebild Kommune.

Orla Hav
5.694 stemmer – 67-årige Orla Hav har været folketingsmedlem siden 2007. Han er uddannet lærer, men markerer sig primært på socialområdet. I den foregående valgperiode har Orla Hav været Socialdemokratiets handicapordfører samt været medlem af Nordisk Råd og Udvalget for Landdistrikter og Øer. Hav har tidligere været amtsborgmester i Nordjyllands Amt og regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Rasmus Prehn
5.692 stemmer – 45-årige Rasmus Prehn er oprindelig fra den københavnske vestegn, men slog sig ned i det nordjyske for at læse på Aalborg Universitet og blev der. Han blev valgt første gang i 2005 og har været sit partis transportordfører. På den post måtte han blandt andet indædt forsvare ideen om en betalingsring rundt om København – indtil Helle Thorning-Schmidt kom med “en god løsning i morgen” og aflivede ideen. Prehn måtte se sig forbigået i ministerkabalerne under Thorning-Schmidt.

Ane Halsboe-Jørgensen
4.977 stemmer – 36-årige Ane Halsboe-Jørgensen blev valgt ind i Folketinget i 2011. Derudover er hun medlem af folketingsgruppens ledelse og partiets børneordfører. Hun er blandt andet kendt for at have skrevet bogen ‘Det betaler sig at investere i mennesker’ sammen med partiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil.

 

Venstre 

Andel af stemmerne: 23,4 procentAntal mandater: 43 mandater

Tommy Ahlers
26.420 stemmer – Danskerne lærte for alvor 43-årige Tommy Ahlers fra iværksætterprogrammet ‘Løvens Hule’ på Danmarks Radio. I maj sidste år udnævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen til overraskelse for mange Ahlers som ny uddannelses- og forskningsminister. Han afløste Søren Pind, der dagen forinden annoncerede sit farvel som minister og til dansk politik generelt. Tommy Ahlers står bag en række virksomheder og har tidligere været en del af Konservativ Ungdom. Før han blev udnævnt som minister havde han berøring med dansk politik gennem sin plads i Disruptionrådet, som Lars Løkke Rasmussen nedsatte i 2017.

Jan E. Jørgensen
4.597 stemmer – 54-årige Jan E. Jørgensen kan se frem til sin tredje valgperiode i Folketinget. Den Frederiksbergsfødte advokat har en lang historie bag sig i Venstre. Først som medlem af Venstre Ungdom i Frederiksberg, senere som medlem af landsstyrelsen samt som medlem af kommunalbestyrelsesmedlem i Frederiksberg Kommune siden 1998. Jan E. Jørgensen er også kendt som debattør og som forfatter til bogen ‘En ægte liberal’. Senest har han markeret sig som en af tydelige Venstre-støtter til statsminister Lars Løkke Rasmussens tanker om en SV-regering.

Martin Geertsen
2.404 stemmer – Den 49-årige Martin Geertsen overtog Søren Pinds mandat i Folketinget i maj 2018 og kan nu se frem til at fortsætte sin tid som medlem af Folketinget. Geertsen er kendt som medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden og som en af Venstres ivrigste forkæmpere for hovedstadsområdet. Den inkarnerede Brøndbyfan er ikke et ubeskrevet blad i folketingssammenhæng, da han var medlem af Folketinget i perioden fra 2011-2015. Geertsen er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og har tidligere arbejdet for PA-bureauet Rud Pedersen.

Karen Ellemann
8.238 stemmer – Venstres 49-årige gruppeformand Karen Ellemann opnår igen et flot genvalg i Københavns Omegn, hvor hun blevet valgt første gang ved folketingsvalget i 2007. I løbet af sin tid i Folketinget, har hun både været indenrigs- og socialminister, miljøminister og minister for ligestilling, nordisk samarbejde og fiskeri. Hun har senest været gruppeformand for Venstres folketingsgruppe. Ellemann er søster til partifællen Jakob Ellemann-Jensen og datter af den tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen.

Mads Fuglede
3.622 stemmer – 47-årige Mads Fuglede veksler sin plads som stedfortræder for Jakob Engel-Schmidt ud med en fast plads i Venstres startopstilling på Christiansborg. Fuglede blev forud for sin tid i Folketinget hyppigt benyttet som USA-analytiker på TV2. Ud over sin post som udlændingeordfører er Fuglede lokalt kendt for at have bekæmpelse af støj som sin mærkesag. Han er således en del af ‘Vestegnens nye trafikmafia’, der også tæller politikere som SF’s Serdal Benli, Socialdemokratiets Morten Bødskov og Dansk Folkepartis Mikkel Dencker.

Kim Valentin
3.448 stemmer – Det nye folketingsmedlem 56-årige Kim Valentin nyder godt af Venstres fremgang og får partiets tredje og sidste mandat i Københavns Omegns Storkreds. Selvom han er ny på tinge, er han ikke et ukendt navn i dansk politik. Han har nemlig tidligere været borgmester i Gribskov fra 2014 til 2017.

Sophie Løhde
11.637 stemmer – 35-årige Sophie Løhde blev valgt første gang i 2007 og var som innovationsminister i centrum under overenskomstforhandlingerne med en stor gruppe offentlige ansatte i 2018. Løhde har desuden været sundheds- og ældreminister. Løhde har en bachelor i erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation fra CBS, og har blandt andet arbejdet som politisk assistent og plejeassistent.

Hans Andersen
7.444 stemmer – “Manden med motorvejen” til Frederikssund slår til igen og snupper et af Venstres mandater i Nordsjælland. 44-årige Hans Andersen har siddet i Folketinget i perioden 2001-2007 og igen siden 2011. Han har siden 2013 haft rollen som partiets beskæftigelsesordfører og har derudover gjort sig bemærket lokalt på sin hjemegn ved Frederikssund som fortaler for lokale infrastrukturprojekter.

Claus Hjort Frederiksen
6.405 stemmer – 71-årige Claus Hjort Frederiksen har siddet i Folketinget siden 2005. “Hjorten” var Venstres partisekretær i 16 år, inden han i 2001 blev beskæftigelsesminister i Anders Fogh Rasmussens regeringer og sidenhen finansminister i Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen regeringer. I 2016 blev han til manges overraskelse forsvarsminister. I januar 2018 stod Claus Hjort Frederiksen i spidsen for at lande et forsvarsforlig, der tilførte mere end 12 milliarder kroner til Forsvaret over de næste seks år. Hjort Frederiksen har i sin tid som forsvarsminister tordnet mod Ruslands annektering af Krim og hackeraktiviteter.

Lars Løkke Rasmussen
40.745 stemmer – 55-årige Lars Løkke Rasmussen er fungerende statsminister og har været formand for Venstre i 10 år. Før det havde Løkke tilbragt 11 år som næstformand og har både været sundhedsminister og finansminister i Anders Fogh Rasmussens regering. Løkke Rasmussen er en af hovedarkitekterne bag den store kommunalreform fra 2007, hvor amterne blev nedlagt og regionerne opstod. Før sin tid i Folketinget var han amtsborgmester i Frederiksborg Amt, og han er uddannet jurist fra Københavns Universitet.

Marcus Knuth
9.523 stemmer – 43-årige Marcus Knuth har været folketingsmedlem siden 2015. Knuth markerede sig i starten som partiets udlændingeordfører, men blev efter en rokade byttet ud på den post til også genvalgte Mads Fuglede. Efter rokaden blev grevesønnen Knuth i stedet udnævnt til grønlandsordfører, innovationsordfører, medieordfører samt uddannelses- og forskningsordfører.

Jacob Jensen
7.412 stemmer – 46-årige Jacob Jensen er ikke en af de mest fremtrædende skikkelser i Venstres folketingsgruppe. Til gengæld er han en af de mest rutinerede. Jensen har været medlem af Folketinget siden 2005, hvor han senest har haft posten som partiets finansordfører. På sit politiske cv kan den rutinerede Venstremand også skrive medlem af regionsrådet i Region Sjælland.

Morten Dahlin
6.471 stemmer – 30-årige Morten Dahlin fra Hvidovre får nu sin debut i Folketinget efter flere forsøg. Det nuværende medlem af byrådet i Greve stod til at overtage Bertel Haarders plads, da den garvede politiker stod til at overtaget jobbet som generalkonsul i Flensborg. Men den drøm led et knæk, da Haarder takkede nej til posten. Dahlin er tidligere VU-formand og fik senest et stærkt kommunalvalg i Greve med 1005 personlige stemmer kun overgået af borgmester Pernille Beckmann.

Bertel Haarder
5.308 stemmer – 74-årige Bertel Haarder har siddet i Folketinget siden 1975. I perioden har han blandt indtaget en række ministerposter: Integrationsminister, kirkeminister, undervisningsminister, indenrigs- og sundhedsminister, kulturminister og undervisnings- og forskningsminister. Sammenlagt har Bertel Haarder været minister i cirka 22 år. Det er rekord.

Stén Knuth
4.869 stemmer – 54-årige Sten Knuth er mest kendt som tidligere borgmester i Slagelse. Her han siddet i byrådet siden 2006. Knuth er nu blevet valgt til sin første periode i Folketinget. Ved siden af sin politiske karriere er Sten Knuth projektleder i KL Specialservice og har tidligere været dansk landstræner i taekwondo.

Louise Schack Elholm
4.229 stemmer – 41-årige Louise Schack Elholm har været folketingsmedlem for Venstre siden 2007. Senest har hun indtaget posten som skatteordfører i partiet, men hun har tidligere været blandt andet bolig-, børne- og familieordfører. Derudover er hun tidligere næstformand for Venstre Ungdom og nuværende næstformand i Venstres folketingsgruppe. Schack Elholm er uddannet cand.polit fra Københavns Universitet.

Peter Juel-Jensen
4.640 stemmer – Venstres mandat på Bornholm går endnu en gang til Peter Juel-Jensen, der har siddet i Folketinget siden 2007. I den seneste valgperiode har han været forsvarsordfører for Venstre, og derudover har han blandt andet været formand for Udvalget for Landdistrikter og Øer. 53-årige Peter Juel-Jensen er uddannet lærer og var viceskoleinspektør, inden han blev valgt til Folketinget.

Lars Chr. Lilleholt
9.930 stemmer – 54-årige Lars Chr. Lilleholt har været den eneste på Løkkes ministerhold, der har siddet på den samme ministerpost gennem hele valgperioden. Den afgående energi-, forsynings-, og klimaminister har også siddet i Odense byråd siden 1994 og frem til han blev minister i 2015. Lilleholt har været medlem af Folketinget siden 2001 og var desuden næstformand i Venstres Ungdom, da Lars Løkke Rasmussen var formand. Lilleholt er uddannet journalist.

Erling Bonnesen
8.522 stemmer – 64-årige Erling Bonnesen kom i Folketinget i 2004 og er sit partis fiskeriordfører, miljøordfører, fødevareordfører, landbrugsordfører og dyrevelfærdsordfører. Bonnesen er uddannet revisor.

Marlene Ambo-Rasmussen
6.321 stemmer – 33-årige Marlene Ambo-Rasmussen er et af de helt nye ansigter i Venstres folketingsgruppe. Ambo-Ramussen stillede også op til Folketinget i 2015, hvor hun ikke opnåede valg. Siden 2017 har hun været medlem af Odenses byråd, hvor hun er medlem af Børne- og Ungeudvalget. Hun har tidligere været aktiv i Venstres Ungdom, og er uddannet markedsføringsøkonom og erhvervsjurist.

Jane Heitmann
4.420 stemmer – -50-årige Jane Heitmann er uddannet cand.mag. i dansk og har siddet i Folketinget siden 2011. Hun er partiets sundheds- og ældreordfører. Heitmann har desuden siddet i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune i en længere årrække.

Ellen Trane Nørby
13.477 stemmer – 39-årige Ellen Trane Nørby bliver Venstres nye topscorer i Sydjylland med en lille fremgang i sit personlige stemmetal. Dermed kan hun fortsætte i Folketinget, hvor hun har repræsenteret Sønderborg siden 2005. I løbet af sin folketingsperiode har hun både været politisk ordfører for Venstre og minister for børn, undervisning og ligestilling. Senest har hun især markeret sig som sundhedsminister, og hun var blandt andet med til at stå bag regeringens bud på en ny sundhedsreform.

Anni Matthiesen
11.308 stemmer – 55-årige Anni Matthiesen nyder også godt af Venstres fremgang i det sydjyske. Hun fortsætter i Folketinget, som hun blev valgt til første gang i 2011. Matthiesen har senest været børne- og undervisningsordfører og naturordfører. Anni Matthiesen er uddannet kontorassistent og har blandt andet arbejdet som politisk sekretær.

Hans Chr. Schmidt
11.126 stemmer – 65-årige Hans Chr. Schmidt kan til september fejre 25-års jubilæum som folketingsmedlem. Med sit genvalg har han nemlig sikret sig endnu periode i Folketinget, hvor han har siddet siden 1994. I løbet af sin parlamentariske karriere har han både været miljøminister, fødevareminister og transportminister. Han var en af de Venstre-ministre, der røg ud, da den rene V-regering skulle udvides til at omfatte Konservative og Liberal Alliance i 2016. Schmidt er uddannet lærer og har tidligere været medlem af byrådet i Vojens Kommune.

Eva Kjer Hansen
9.531 stemmer – Det blev også endnu et genvalg til 54-årige Eva Kjer Hansen, der må betragtes som et fast inventar i Venstres folketingsgruppe. Hun har nemlig siddet i Folketinget lige siden 1990, hvor hun blot var 26 år. Eva Kjer Hansen har både været minister under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. Under førstnævnte var hun socialminister og minister for ligestilling og minister for landbrug, fødevarer og fiskeri. De ministerpost fik hun et gensyn med under Lars Løkke Rasmussen, hvor hun først blev miljø- og fødevareminister. Den post mistede hun dog efter Konservative erklærede mistillid til hende i kølvandet på Landbrugspakken i 2016. Efterfølgende kom hun tilbage ind i regeringen, hvor hun blev minister for ligestilling og nordisk samarbejde og sidenhen fiskeri.

Christoffer Aagaard Melson
7.550 stemmer – 34-årige Christoffer Aagaard Melson er ny mand i Folketinget for Venstre. Han har siden 2013 været medlem af byrådet i Vejle, hvor han har været gruppeformand for Venstre. Melson er kandidat i medievidenskab og journalistik fra Aarhus Universitet og arbejder som kommunikationskonsulent.

Ulla Tørnæs
6.974 stemmer – 56-årige Ulla Tørnæs er vendt tilbage til valgkreds i Esbjerg og er på ny blevet valgt til Folketinget, hvor hun tidligere har siddet fra 1994 til 2014. Hun har i mellemtiden siddet i Europa-Parlamentet for Venstre, inden hun blev hentet hjem for at blive uddannelses- og forskningsminister og sidenhen udviklingsminister. I løbet af sin første periode på Slotsholmen var hun også udviklingsminister og undervisningsminister under Anders Fogh Rasmussen.

 

Jakob Ellemann-Jensen
19.388 stemmer – 45-årige Jakob Ellemann-Jensen er afgående miljø- og fødevareminister. Han har siddet i Folketinget for Venstre siden 2011. Indtil han afløste Esben Lunde Larsen i ministerkonteret 2. maj 2018, var han partiets politiske ordfører. Han er uddannet jurist fra Handelshøjskolen i København og søn af tidligere venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen og bror til partifællen Karen Ellemann.

Michael Aastrup Jensen
12.297 stemmer – 43-årige Michael Aastrup Jensen er blevet valgt i Randers-kredsen, hvor han også har været borgmester fra 2002 til 2006. Han fik 12.297 personlige stemmer til folketingsvalget og endte dermed foran profiler som Britt Bager og Troels Lund Poulsen. Michael Aastrup Jensen har i den forgangne valgperiode været Venstres udenrigs- og udviklingsordfører og er oprindeligt uddannet akademiøkonom fra Det Danske Erhvervsakademi.

Britt Bager
10.490 stemmer – 42-årige Britt Bager er strøget til toppen af Venstre, efter hun blev valgt til Folketinget i 2015. Hun er partiets politiske ordfører og statsrevisor. Britt Bager har tidligere arbejdet i Venstres sekretariat på Christiansborg og som pressemedarbejder i Skatteministeriet. Hun har desuden arbejdet 10 år som stewardesse, samtidig med hun tog to kandidatgrader i henholdsvis jura og sociologi. Desuden har hun en master i journalistik. Bager kom i mediernes søgelys, da hun i starten af 2019 undlod af svare på kritiske spørgsmål om ulovlig partistøtte til Venstre.

Troels Lund Poulsen
6.780 stemmer – 43-årige Troels Lund Poulsen har været beskæftigelsesminister i VLAK-regeringen. Tidligere har han både været erhvervs- og vækst-, undervisnings-, skatte og miljøminister. Han blev valgt til Folketinget for første gang i 2001. Troels Lund Poulsen er tidligere VU-formand, og han spillede en aktiv rolle imod formandsopgøret mod Lars Løkke Rasmussen i Odense i 2014. Lund Poulsen endte i en stor mediestorm i 2011, da han som skatteminister modtog et Rolex-ur af en sheikh fra Qatar, hvilket gav ham det lidet flatterende øgenavn ‘Trolex’.

Fatma Øktem
5.130 stemmer
– 45-årige Fatma Øktem gør comeback i Folketinget, hvor hun var medlem mellem 2011 og 2015. Dengang var hun ligestillingsordfører. Hun er tidligere regionsrådsmedlem i Region Midtjylland. Hun har desuden været tv-vært på DK4 og er gift med den aarhusianske Venstre-rådmand Bünyamin Simsek.

Heidi Bank
2.943 stemmer – 46-årige Heidi Bank er valgt til Folketinget for første gang. Hun er nuværende byrådsmedlem i Aarhus Kommune og selvstændig ejendomsmægler. Hun sidder i bestyrelsen for erhvervspolitisk debatforum Aarhus.

Inger Støjberg
28.420 stemmer – Venstres Inger Støjberg blev suverænt topscorer i Vestjyllands Storkreds med 28.420 personlige krydser. Dermed slog hun Venstres næstformand Kristian Jensen med længder. 46-årige Støjberg har siddet i Folketinget siden 2001, og hun har i denne valgperiode været en markant udlændinge- og integrationsminister. Før det har hun blandt andet slået sine folder som politisk ordfører for partiet.

Kristian Jensen
10.759 stemmer – Venstres næstformand Kristian Jensen bliver genvalgt, men det sker med et svækket mandat. Trods en fremgang til Venstre går han tilbage i personligt stemmetal. 48-årige Kristian Jensen har siddet i Folketinget siden 1998, og han har i løbet af sin parlamentariske karriere både været skatteminister, udenrigsminister og senest finansminister. Jensen er uddannet bankelev og har desuden har han været landsformand for Venstres Ungdom.

Thomas Danielsen
8.826 stemmer – 35-årige Thomas Danielsen får Venstres tredje mandat i Vestjyllands Storkreds og kan fortsætte i Folketinget, hvor han har siddet siden 2011. Danielsen har senest været klima-, energi- og færøerneordfører for Venstre. Danielsen er uddannet bankrådgiver og har siddet i byrådet i Holstebro Kommune i en årrække.

Carsten Kissmeyer
7.245 stemmer – 66-årige Carsten Kissmeyer opnår endelig til valg til Folketinget, efter han sidste gang måtte nøjes med at blive suppleant. Han er dog ikke helt ny på tinge, da han i oktober 2018 overtog Esben Lunde Larsens plads. Udenfor Christiansborg sidder Carsten Kissmeyer i regionsrådet i Region Midtjylland og tidligere været borgmester i Ikast fra 2007 til 2017.

Kristian Pihl Lorentzen
6.963 stemmer – 58-årige Kristian Pihl Lorentzen får endnu en runde i Folketinget. Her han siddet siden 2005 og har siden 2015 været en del af Folketingets Præsidium. Siden 2006 har han været Venstres transportordfører. Inden han blev valgt til Folketinget har Pihl Lorentzen blandt andet været ansat i Forsvaret, og han har rang af major. Lorentzen gjorde sig under valgkampen uheldigt bemærket ved at antænde 10 småbrande, da han kørte rundt i Midtjylland med et damplokomotiv.

Preben Bang Henriksen
18.459 stemmer – 65-årige Preben Bang Henriksen bliver Venstres højdespringer i Nordjylland. Henriksen har siddet i Folketinget siden 2011, og har senest været rets- og grundlovsordfører for partiet. Preben Bang Henriksen er desuden advokat med møderet for Højesteret.

Karsten Lauritzen
18.335 stemmer – 35-årige Karsten Lauritzen genvælges til Folketinget, hvor han første gang fik plads som bare 24-årig i 2007. Lauritzen har siden juni 2015 haft uriasposten som skatteminister og var før det sit partis rets- og integrationsordfører. Han har en bachelor i politik og administration og har tidligere været formand for Venstres Ungdom.

Marie Bjerre
8.627 stemmer – 32-årige Marie Bjerre er valgt for første gang til Folketinget. Bjerre er uddannet jurist og har i en årrække arbejdet som advokat. Tidligere har hun arbejdet som politisk assistent for både Troels Lund Poulsen og Jens Rohde.

Torsten Schack Pedersen
8.602 stemmer – 42-årige Thorsten Schack Pedersen får endnu en tur i Folketinget, hvor han har repræsenteret Venstre siden februar 2005. Schack Pedersen har senest været eksport-, vækst- og erhvervsordfører for partiet. Privat danner Torsten Schack Pedersen par med folketingskollegaen og partifællen Louise Schack Elholm.

Anne Honoré Østergaard
4.104 stemmer – Venstre har fået indtil flere nye kvindelige medlemmer af sin folketingsgruppe, og 38-årige Anne Honoré Østergaard fra Aalborg en af dem. Hun har siddet i Aalborg Byråd siden 2014 og er uddannet cand.merc.jur. Anne Honoré Østergaard arbejder som adjunkt.

Dansk Folkeparti 

Andel af stemmerne: 8,7 procent – Antal mandater: 16 mandater

Peter Skaarup
4.875 stemmer – Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, beholder sin plads i Folketinget på trods af en markant tilbagegang til både ham og partiet. 55-årige Skaarup har siddet i Folketinget siden Dansk Folkepartis første folketingsvalg i 1998, og han er i dag en del af partiledelsen. Skaarup har tidligere været næstformand i Dansk Folkeparti og har senest været gruppeformand for folketingsgruppen.

Pia Kjærsgaard
9.953 stemmer – Dansk Folkepartis stifter, 72-årige Pia Kjærsgaard, må også sluge en stor tilbagegang i personligt stemmetal. Men hun fastholder sit sæde i Folketinget. Det har hun haft siden 1984, hvor hun først repræsenterede Fremskridtspartiet og sidenhen Dansk Folkeparti. Kjærsgaard var formand for Dansk Folkeparti indtil 2012, hvor hun overladte posten til Kristian Thulesen Dahl. I den forgangne valgperiode har hun primært været kendt for sin rolle som formand for Folketinget. En stilling, som hun efter al sandsynlighed ikke kan vende tilbage til.

Morten Messerschmidt
7.554 stemmer – 38-årige Morten Messerschmidt har fået et fint personligt valg i Nordsjælland. Det seneste valg, Morten Messerschmidt deltog i, var europaparlamentsvalget i 2014, hvor han blev den hidtil største personlige stemmesluger med over 400.000 stemmer. Siden har han haft en orlovsperiode fra politik oven på anklager om misbrug af EU-midler. Morten Messerschmidt stammer oprindeligt fra Frederikssund, hvor han ved dette folketingsvalg fik opbakning fra godt 2.000 vælgere.

Søren Espersen
5.930 stemmer – Dansk Folkepartis 65-årige næstformand, Søren Espersen, får også lov til at blive siddende i Folketinget. Her har han repræsenteret partiet siden 2005. Inden det var han partiets pressechef, og han har desuden arbejdet en periode på Billed-Bladet. I løbet af sin tid i Folketinget har han især markeret sig på det udenrigspolitiske område som udenrigsordfører. Siden 2012 har Espersen været næstformand i Dansk Folkeparti.

René Christensen
5.175 stemmer – 48-årige René Christensen fortsætter også i Folketinget. Der har han siddet siden 2008. Han er især kendt for at være partiets finansordfører og deltage i finanslovsforhandlingerne side om side med Kristian Thulesen Dahl. Christensen er uddannet automekaniker og har tidligere været ansat i autobranchen.

Liselott Blixt
2.427 stemmer – 54-årige LiseLott Blixt har været Dansk Folkepartis sundhedsordfører, lige siden hun kom i Folketinget første gang i 2007. Uden for Christiansborg er hun også engageret i byrådet i Greve, hvor hun har været viceborgmester siden 2014. Blixt er uddannet social- og sundhedsassistent og har blandt andet arbejdet på Glostrup Sygehus.

Jens Henrik Thulesen Dahl
2.913 stemmer – 57-årige Jens Henrik Thulesen Dahl har været partiets uddannelses- og forskningsordfører siden han kom i Folketinget i 2011. Han har desuden siddet i byrådet i Assens Kommune siden 2010. Thulesen Dahl er uddannet civilingeniør og har blandt andet arbejdet som arbejdsmiljøkonsulent. Jens Henrik Thulesen Dahl er bror til partiformand Kristian Thulesen Dahl.

Alex Ahrendtsen
2.656 stemmer – 52-årige Alex Ahrendtsen er sit partis kulturordfører, som kan glæde sig over ikke at blive ramt af partiets massive tilbagegang. Ahrendtsen er en energisk kulturdebattør, der ikke går af vejen for at gå op imod kulturlivet. Ahrendtsen har tidligere siddet i Odense Byråd fra 2006 til 2017 og har arbejdet som forlægger. Han er uddannet cand.mag i dansk, litteratur, religion og oldgræsk.

Kristian Thulesen Dahl
23.142 stemmer – 49-årige Kristian Thulesen Dahl har været formand for Dansk Folkeparti siden 2012. Thulesen Dahl kom i Folketinget første gang i 1993 for Fremskridtspartiet og fulgte med Pia Kjærsgaard over i Dansk Folkeparti i 1995 efter et kaotisk landsmøde i Fremskridtspartiet. Han er uddannet cand.merc.jur. Ligesom Dansk Folkeparti er gået markant tilbage i forhold til valget i 2015, har Thulesen Dahl heller ikke kunne leve op til sine 57.371 personlige stemmer, der gjorde ham til 2015-valgets ubestridt største stemmesluger.

Marie Krarup
1.618 stemmer – 53-årige Marie Krarup er genvalgt i det sønderjyske sammen med partiformand Kristian Thulesen Dahl. Hun var indtil sidste år partiets forsvarsordfører og meget optaget af Danmarks forhold til Rusland. Krarup er i dag partiets gymnasieordfører og integrationsordfører. Hun er uddannet gymnasielærer og sprogofficer i russisk. Marie Krarup er datter af præst og tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup.

Karina Adsbøl
1.526 stemmer
– 42-årige Karina Adsbøl bliver Dansk Folkepartis tredje sønderjyske folketingsmedlem. Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og advokatsekretær og har siddet i Folketinget siden 2011. Adsbøl er partiets ligestillings- og handikapordfører.

Hans Kristian Bundgaard-Skibby
2.834 stemmer – 50-årige Hans Kristian Bundgaard-Skibby er erhvervs- og vækstordfører for Dansk Folkeparti. Han er desuden viceborgmester i Hedensted Kommune. Han har beskæftiget sig med lokalpolitik siden 1997, hvor han første gang blev valgt ind i det daværende Tørring-Uldum byråd. Han er uddannet speditør.

Mette Hjermind Dencker
2.348 stemmer – 41-årige Mette Hjermind Dencker har siddet i Folketinget siden 2011. I seneste periode var hun landdistriktsordfører. Hun er født i Odder og har arbejdet som par- og familieterapeut. Mette Hjermind Dencker danner privat par med Mikkel Dencker, der indtil dette valg også sad i Folketinget men ikke blev genvalgt.

Dennis Flydtkjær
4.622 stemmer
– 41-årige Dennis Flydtkjær bliver Dansk Folkepartis eneste repræsentant fra Vestjyllands Storkreds i denne valgperiode. Flydtkjær er kendt for at have en stærk base i Herning-området, hvor han tidligere har været 2. viceborgmester i Herning Byråd. Flydtkjær forlod dog kommunalpolitik i 2017. Flydtkjær har siden 2011 været partiets skatteordfører.

Bent Bøgsted
3.418 stemmer – 63-årige Bent Bøgsted er tidligere specialarbejder, skibsværftsarbejder, landmand og våbenmekaniker. Han blev valgt første gange i 2001 og er partiets beskæftigelsesordfører.

Lise Bech 
2.306 stemmer
–  57-årige Lise Bech blev første gang valgt til Folketinget i 2015 og har i den forgangne valgperiode været Dansk Folkepartis landbrugsordfører og fødevareordfører. Bech har tidligere været medlem af byrådet i Rebild og Støvring Kommune.

Radikale Venstre 

Andel af stemmerne: 8,6 procentAntal mandater: 16 mandater

Ida Auken
21.723 stemmer

41-årige Ida Auken fik hele 21.723 personlige stemmer. Hun har siddet i Folketinget siden 2007, hvor hun blev valgt ind for SF. I 2014 skiftede hun til Radikale Venstre, efter SF trådte ud af SRSF-regeringen. Hun er tidligere miljøminister og beskæftiger sig stadig primært med klima- og miljøpolitik. Ida Auken er født ind i politik som datter af Margrete Auken.

Jens Rohde
6.175 stemmer – 49-årige Jens Rohde vender hjem fra Bruxelles efter ti år som medlem af Europa-Parlamentet. Rohde har en lang politisk karriere bag sig, hvor han, inden han drog mod Bruxelles, sad i Folketinget for Venstre fra 1998 til 2007 – blandt andet som politisk ordfører mellem 2001 og 2006. Inden han gik ind i politik, arbejdede han i en periode som journalist, blandt andet ved Radio Viborg og har desuden været administrerende direktør for TV2 Radio.

Samira Nawa Amini
4.657 stemmer – 31-årige Samira Nawa Amini er valgt for første gang til Folketinget. Hun arbejder til daglig som specialkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Hun er tidligere formand for Ny-Dansk Ungdomsråd, er uddannet cand.polit. og skrev engang klummer i MetroXpress.

Sofie Carsten Nielsen
8.955 stemmer – Det blev til genvalg til 44-årige Sofie Carsten Nielsen, som har repræsenteret Radikale i Folketinget siden 2011. Hun har tidligere været uddannelses- og forskningsminister under Helle Thorning-Schmidt. Carsten Nielsen har tidligere været gruppeformand for de Radikale og har siden 2014 været stedfortrædende politisk leder.

Stinus Lindgreen
1.746 stemmer – 38-årige Stinus Lindgreen er nyvalgt medlem af den radikale folketingsgruppe, men politik er ikke uvant terræn for ham. Han er nemlig medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Radikale og medlem af partiets hovedbestyrelse. Lindgreen har en ph.d. i bioinformatik og har arbejdet som forsker på universiteter og i det private erhvervsliv.

Martin Lidegaard
12.703 stemmer – Radikale går fra et til to mandater på Nordsjælland. 52-årige Martin Lidegaard blev den største stemmesluger i kredsen, hvor han også blev valgt ind i 2015. Lidegaard kom første gang i Folketinget i 2001, hvor han sad frem til 2007. I 2011 blev han trukket ind i den daværende SRSF-regering som klima- og energiminister direkte fra sin stilling som formand for tænketanken Concito, som han selv havde været med til at stifte. I 2014 blev Martin Lidegaard udenrigsminister i den nydannede SR-regeringen. Lidegaard har blandt andet gjort sig bemærket i løbet af valgkampen med at tale meget varmt om en ny SV-regering.

Kristian Hegaard
1.945 stemmer– 28-årige Kristian Heegaard var stedfortræder for Martin Lidegaard i foråret 2017, og nu får han sit eget mandat. Heegard bliver Folketingets første folkevalgte, der bruger kørestol. Han har siddet ti år i byrådet i Fredensborg Kommune. Hegaard er uddannet cand.jur fra Københavns Universitet.

Zenia Stampe
8.371 stemmer – 40-årige Zenia Stampe blev valgt til Folketinget i 2011. Hun har ofte gjort sig bemærket med stærkt værdipolitiske udmeldinger, hvilket har gjort hende til et elsket hadeobjekt på den indvandringskritiske del af højrefløjen. Stampe er republikaner og har stiftet foreningen “Den Republikanske Grundlovsbevægelse”, der ønsker kongehuset afskaffet. Hun var formand for Radikal Ungdom mellem 2003 og 2006. Stampe er uddannet statskundskaber fra Københavns Universitet i 2009.

Kathrine Olldag
1.595 stemmer
– 46-årige Kathrine Olldag får sin debut i Folketinget. Til daglige er hun leder af Talentskolen i Næstved. Hun er uddannet cand.mag i visuel kommunikation.

Rasmus Helveg Petersen
3.763 stemmer – 50-årige Rasmus Helveg Petersen har været partiets energi- og klimaminister i 2014-15, og var desuden valgt til Folketinget fra 2011 til 2015, men blev ikke genvalgt i 2015. Med onsdagens valg blev Helveg for første gang valgt fra Fyns Storkreds. Det er en del af Danmark, der er vant til Helveg-efternavnet: Rasmus Helvegs far, tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen, var også opstillet på Fyn i flere omgange, da han sad i Folketinget.

Lotte Rod
4.872 stemmer – 33-årige Lotte Rod er kendt som partiets sundhedsordfører og undervisningsordfører. Rod har siddet i Folketinget siden 2011, hvor hun allerede dengang fik et godt valg med 3.776 personlige stemmer. Noget tyder på, at Lotte Rod har etableret sig som en stærk radikal stemme i Sydjylland, da hun denne gang overgik valgresultatet fra 2011 med 4.872 personlige stemmer.

Morten Østergaard
17.715 stemmer – 42-årige Morten Østergaard har været partiets politiske leder siden 2014 og er med onsdagens mandatfremgang for alvor trådt ud af sin forgænger Margrethe Vestagers skygge. Østergaard, der bliver kaldt Danmarks symbolkriger nummer et, kom i Folketinget i 2005 og var økonomi- og indenrigsminister samt uddannelsesminister og skatteminister i Helle Thorning-Schmidts regering.

Katrine Robsøe
3.430 stemmer – 27-årige Katrine Robsøe får sin første periode i Folketinget. Hun har arbejdet som uddannelsespolitisk konsulent for Dansk Industri, og hun har desuden tidligere været ansat hos Danmarks Lærerforening og Dansk Erhverv. Robsøe er uddannet cand.scient.pol fra fra Københavns Universitet i 2018.

Anne Sophie Callesen
1.954 stemmer – 30-årige Anne Sophie Callesen stryger ind i Folketinget for første gang. Hun har indtil nu arbejdet i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og tidligere i Akkrediteringsstyrelsen. Callesen er kandidat i statskundskab fra 2015 og har desuden en baggrund i Radikal Ungdom.

Andreas Steenberg
4.444 stemmer – 35-årige Andreas Steenberg er forhenværende formand for Radikal Ungdom og har været medlem af Folketinget siden 2011. Han er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet i 2011. I den seneste periode har blandt andet været Radikales skatteordfører og udlændingeordfører. Steenberg har tidligere været formand for Radikal Ungdom.

Marianne Jelved
2.657 stemmer _ 75-årige Marianne Jelved blev valgt til Folketinget første gang i 1987. Den skolelæreruddannede Jelved var økonomiminister i Poul Nyrup Rasmussens regeringer op gennem 1990’erne, hvor hun blev kendt for at svinge med håndtasken. Jelved var desuden kultur- og kirkeminister i Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode. I de sidste fire år har hun været sit partis kulturordfører.

SF – Socialistisk Folkeparti 

Andel af stemmerne: 7,7 procentAntal mandater: 14 mandater

Pia Olsen Dyhr
20.047 stemmer – 47-årige Pia Olsen Dyhr blev SF’s tredje formand i den forrige valgperiode, hvor hun tog over efter Annette Vilhelmsen. Olsen Dyhr blev valgt til Folketinget i 2007, men markerede sig allerede inden da som en retorisk stærk politiker med klare lederambitioner. Hun er tidligere formand for SFU og stillede i 2005 op imod Villy Søvndal ved formandsvalget i SF. Et valg, hun dog tabte ret klart som forventet. Men hendes aspirationer om at komme til tops i partiet var sået. Hun er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har arbejdet som politisk koordinator i CARE Danmark og som koordinator i Dansk Naturfredningsforening.

Carl Valentin
2.074 stemmer – 27-årige Carl Valentin er forhenværende formand for SF Ungdom. Han kommer fra Fyn og har skrevet klummer her i Altinget. Han har allerede oplevet Christiansborg indefra, da han vikarierede for Karsten Hønge i 2017.

Halime Oguz
1.278 stemmer – 48-årige Halime Oguz er allerede kendt fra den offentlige debat, selvom hun bliver valgt ind i Folketinget for første gang. Hun blogger nemlig for Berlingske og har været medlem af SF’s landsledelse siden 2016.

 

Ina Strøjer-Schmidt
4.512 stemmer – Det ubeskrevede blad i dansk politik Ina Strøjer-Schmidt slår favoritten Serdal Benli og får SF’s ene mandat i Københavns Omegn. Det er første gang, at hun stiller op, og hun er uddannet cand.scient.adm. i forvaltning fra Roskilde Universitet. 30-årige Strøjer Schmidt har senest arbejdet som konsulent i Region Hovedstaden.

Trine Torp
4.307 stemmer – 49-årige Trine Torp tager endnu en gang stikket hjem for SF i Nordsjælland. Hun blev valgt til Folketinget for første gang i 2015 og har blandt andet fungeret som partiets psykiatriordfører, socialordfører, miljøordfører og fødevareordfører, men med udsigt til flere kollegaer i sin partigruppe kan Trine Torp formentlig se frem til lidt færre ordførerskaber de kommende fire år. Trine Torp er uddannet psykolog og har blandt andet undervist på Professionshøjskolen Metropol i København. Hun har tidligere siddet i kommunalbestyrelsen i Halsnæs Kommune.

Jacob Mark
23.213 stemmer – Blot 27-årige Jacob Mark er en lysende stjerne for SF, hvilket blev fint illustreret af de imponerende 23.213 stemmer, han fik ved valget. Han er trods sin unge alder allerede udpeget som gruppeformand. Han har deltaget ivrigt i debatten om unges stressniveau. I løbet af  valgkampen har han udtalt, at han gerne vil være undervisningsminister i en S-SF-regering.

Astrid Carøe
2.550 stemmer – 24-årige Astrid Carøe er et anderledes ubeskrevet blad. Hun stillede op til kommunalvalget i 2013 for SF, men blev ikke valgt ind. Hun læser statskundskab på Københavns Universitet og arbejder som studentermedhjælper i HK Danmark.

Anne Valentina Berthelsen
1.304 stemmer – 24-årige Anne Valentina Berthelsen er formand for SF i Bispebjerg. Hun stillede op til kommunalvalget i 2017, men blev ikke valgt ind. Hun arbejder som danselærer.

Karsten Hønge
4.146 stemmer – SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, får endnu en tur i Folketinget. Inden folketingsvalget blev der spekuleret i, hvorvidt vælgerne ville straffe 60-årige Hønge, fordi han kort forinden takkede nej til en plads i Europa-Parlamentet. Men det blev ikke tilfældet, han blev en klar nummer et på Fyn. Hønge blev kendt som ‘Vikaren fra Helvede’, da han i 2014 var stedfortræder i Folketinget og brugte platformen til at udtale sig meget kritisk om salget af Dong Energy, hvilket i sidste ende førte til, at SF forlod regeringen.

Karina Lorentzen Dehnhardt
4.698 stemmer – 45-årige Karina Lorentzen Dehnhardt gør comeback i Folketinget, hvor hun senest var medlem af fra 2007 til 2015, hvor hun blandt andet var rets- og integrationsordfører. Hun har siden 2005 været byrådsmedlem i Koldiing og er desuden uddannet lærer.

Kirsten Normann Andersen
7.885 stemmer – 57-årige Kirsten Normann Andersen kom i Folketinget, da hun i 2016 overtog Jonas Dahls mandat. Hun har tidligere været aktiv i FOA. I 2004 var hun opstillet til EP-valget for Folkebevægelsen mod EU. Kirsten Normann Andersen er uddannet sygehjælper.

Charlotte Broman Mølbæk
2.627 stemmer – 41-årige Charlotte Broman Mølbæk har været byrådsmedlem i Randers Kommune siden 2014, hvor hun er formand for Socialudvalget. Hun er uddannet pædagog og læser i øjeblikket politik og administration på Aalborg Universitet. 

Signe Munk
6.285 stemmer – Den 29-årige Viborgenser Signe Munk skal i Folketinget for første gang. Partiets næstformand har med 6.285 stemmer mere end fordoblet sit antal af personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds. Hun har allerede stor politisk erfaring fra sin tid i kommunalpolitik, hvor hun allerede som 19-årig blev valgt ind i byrådet i sin hjemstavn Viborg

Lisbeth Bech Poulsen
2.645 stemmer _ 36-årige Lisbeth Bech Poulsen blev valgt ind første gang i 2011 og gjorde sig bemærket på SF’s venstrefløj. Som erhvervsordfører har hun lagt en hård kurs i sagen om hvidvask i Danske Bank. Lisbeth Bech Poulsen var politisk ordfører, da SF var i regering, men forlod alle sine poster i folketingsgruppen i protest over salget af Dong i 2014.

 

Enhedslisten 

Andel af stemmerne: 6,9 procentAntal mandater: 13 mandater

Pernille Skipper
33.024 stemmer – 34-årige Pernille Skipper afløste i 2016 Johanne Schmidt-Nielsen som Enhedslistens politiske ordfører, da Johanne Schmidt-Nielsen faldt for Enhedslistens rotationsprincip. 34-årige Pernille Skipper har siddet i Folketinget siden 2011 og har hidtil været opstillet i Fyns Storkreds, hvor hun ved det seneste valg i 2015 fik lidt over 11.000 personlige stemmer. Hun er uddannet jurist og har været ungdomspolitisk aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og Studenterrådet ved Københavns Universitet.

Rosa Lund
3.653 stemmer – 32-årige Rosa Lund har tidligere været i Folketinget for Enhedslisten. Det var hun fra 2011 til 2015, men gjorde comeback i 2018, hvor hun vikarierede for partiets tidligere politiske ordfører, Johanna Schmidt Nielsen, da hun gik på barsel. Rosa Lund statskundskaber fra Københavns Universitet med en overbygning i jura, og har tidligere arbejdet for Ingeniørforeningen.

Jette Gottlieb
1.318 stemmer – 70-årige Jette Gottlieb er lidt af et ikon i Enhedslisten, da hun sad i partiets første folketingsgruppe fra 1994 til 2001. I 2018 var hun tilbage som stedfortræder for Finn Sørensen, men nu kommer hun igen ind på sit eget mandat. Gottlieb har en kandidat i samfundsfag og geografi fra Københavns Universitet og er efterfølgende blevet tømrer. Hun er tidligere medlem af partiets bestyrelse og a-kassevejleder.

Rune Lund
1.157 stemmer – 42-årige Rune Lund er nuværende folketingsmedlem partiets og skatte- og finansordfører. Det bliver hans tredje periode i Folketinget Han har en kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet. Han har både en fortid i Operation Dagsværk og har desuden arbejdet som økonomisk konsulent. Fra 1998 blev Rune Lund for alvor aktiv i Enhedslisten, hvor han har været medlem af hovedbestyrelsen og været særligt involveret i at formulere Enhedslistens EU-politik.

Søren Søndergaard
2.490 stemmer

63-årige Søren Søndergaard gjorde comeback i Folketinget ved valget i 2015 og får altså nu endnu en periode på Borgen. Søndergaard er endnu et Enhedsliste-ikon, idet han var med til at starte partiet og også sad i partiets første folketingsgrupper, da han tidligere har siddet i Folketinget for Enhedslisten fra 1994 til 2005, hvorefter han fortsatte som byrådsmedlem i Gladsaxe fra 2005 til 2007, inden han i 2007 indtrådte i Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU som afløser for Ole Krarup. Søndergaard sad i Europa-Parlamentet frem til 2014, hvor han overlod sin plads til Rina Ronja Kari. Han er uddannet svejser og skibsbygger og er stadig medlem af den trotskistiske fraktion Socialistisk Arbejderpolitik (SAP), der i dag er en del af Enhedslisten.

Mai Villadsen
2.572 stemmer – 27-årige Mai Villadsen er blevet valgt til Folketinget for første gang. Hun overtog tidligere på året posten som spidskandidat i Nordsjællands Storkreds efter Maria Reumert-Gjerding, der har skiftet Folketinget ud med Danmarks Naturfredningsforening. Mai Villadsen har siden 2015 arbejdet som uddannelsespolitisk rådgiver i Enhedslistens partisekretariat og har tidligere været formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvor også Enhedslisten-profiler som Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Stine Brix har fået en del af deres politiske opdragelse.

Eva Flyvholm
3.740 stemmer – 38-årige Eva Flyvholm kan nu tage hul på sin anden periode i Folketinget. Hun er blandt andet partiets udenrigs- og forsvarsordfører og har i den forgangne periode især blandet sig i debatten vedrørende indkøbet af nye kampfly. Hun har en kandidat i offentlig administration og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet.

Christian Juhl
1.178 stemmer  – For tredje gang i streg er 66-årige Christian Juhl blevet valgt til Folketinget. Han er blandt andet partiets udviklingsordfører og var i store dele af den forgangne valgperiode medlem af Folketingets Præsidium. Christian Juhl var også opstillet ved det netop overståede valg til Europa-Parlamentet, hvor han var kandidat for Folkebevægelsen mod EU. Christian Juhl har en fortid i DKP og har tidligere arbejdet som blandt andet skovarbejder, chauffør, jord- og betonarbejder og industriarbejder.

Victoria R. Velásquez
2.763 stemmer – 27-årige Victoria Velásquez er Enhedslistens nyvalgte folketingsmedlem fra Fyn og arbejder til daglig i HK. Hun har en kandidat i arbejdslivsstudier og socialvidenskab.

Henning Hyllested
2.349 stemmer – 65-årige Henning Hyllested har siddet i Folketinget siden 2011 og er blandt andet Enhedslistens transportordfører. Han har været medlem af bestyrelsen for Havnearbejdernes Landsklub fra 2003 til 2012 og medlem af bestyrelsen for 3F Esbjerg Transport fra 2006 til 2012, og inden han blev valgt til Folketinget, var han havnearbejder i Esbjerg. I sine yngre dage var Hyllested rejsesekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund.

Søren Egge Rasmussen
1.453 stemmer – 57-årige Søren Egge Rasmussen, der er uddannet tømrer og landmand, kan se frem til endnu en periode i Folketinget. Han blev valgt ind for første gang i 2015. Egentlig lå partiets EU-ordfører, Nikolaj Villumsen, nummer et på listen og stod dermed til at snuppe det ene mandat, partiet har fået i Østjyllands Storkreds, men da Villumsen er blevet valgt ind i Europa-Parlamentet, baner det vejen for Søren Egge Rasmussen. Egge Rasmussen har blandt andet været energi-, bolig og fødevarerordfører.

Jakob Sølvhøj
913 stemmer – 64-årige Jakob Sølvhøj har med enkelte pauser været kandidat for Enhedslisten siden 1991. Det var dog først ved sidste folketingsvalg, at det lykkedes den 64-årige fagforeningsmand at komme ind. Men herefter blev han først næstformand og senere formand for partiets folketingsgruppe. Sølvhøj er Enhedslistens uddannelses- og forskningsordfører og er tidligere pædagogmedhjælper.

Peder Hvelplund
1.028 stemmer – 51-årige Peder Hvelplund er pædagog og skal i Folketinget for første gang på sit eget mandat. Han har tidligere været midlertidigt medlem som stedfortræder for Stine Brix først fra 29. marts 2016 til 28. februar 2017 og senere fra 22. december 2018 til 7. maj 2019.

Det Konservative Folkeparti 

Andel af stemmerne: 6,6 procent – Antal mandater: 12 mandater

Katarina Ammitzbøll
2.261 stemmer – 49-årige Katarina Ammitzbøll er strøget ind i Folketinget som ny kandidat. Hun er i forvejen kommunalbestyrelsesmedlem i Gentofte Kommune. Hun har en kandidat i Offentlig Driftsøkonomi og International Udvikling og har arbejdet i organisationer som NATO, FN og Udenrigsministeriet.

Rasmus Jarlov
10.267 stemmer – 42-årige Rasmus Jarlov kom i Folketinget første gang i 2010. Den tidligere reserveofficer i Flyvevåbnet er uddannet cand.merc. Han var en markant forsvarsordfører og trak sit parti ud af forsvarsforliget i forbindelse med valget af nye kampfly i 2016. I juni 2018 blev Jarlov erhvervsminister i VLAK-regeringen, da partifællen Brian A. Mikkelsen forlod politik.

Mette Abildgaard
9.101 stemmer – 30-årige Mette Abildgaard blev politisk ordfører for Konservative i 2018. Ved valget i 2011 blev hun førstesuppleant for Lars Barfoed. I 2015 fik hun for første gang sit eget mandat i Folketinget og blev i 2016 gruppeformand for folketingsgruppen. Abildgaard er cand.soc. fra Roskilde Universitet og har tidligere arbejdet som kommunikationsmedarbejder hos Betty Nansen Teatret.

Birgitte Bergman
2.524 stemmer – 52-årige Birgitte Bergman er en af mange debutanter i Folketinget. Hun har en bachelor i business administration fra CBS fra 1995 og arbejder med turismeudvikling og som Cruise Manager ved Helsingør Havn.

Naser Khader
7.337 stemme – 55-årige Naser Khader er dansk politiker med dansk-palæstinensisk og dansk-syrisk baggrund. Han blev valgt til Folketinget for første gang i 2001, og har siden siddet i Folketinget for De Radikale, Ny Alliance og Liberal Alliance. I 2009 blev han medlem af Konservative. Khader er en markant samfundsdebattør, som især har beskæftiget sig med mellemøstlige forhold. Før sin politiske karriere arbejdede Khader som arabisk tolk og oversætter.

Brigitte Klintskov Jerkel
3.485 stemmer – 49-årige Brigitte Klintskov Jerkel kom i Folketinget i 2016 efter at have overtaget Brian Mikkelsens plads. Her har hun haft ordførerskaber for sundhed og forebyggelse, uddannelse og forskning og ældre og psykiatri. Jerkel har tidligere været medlem af kommunalbestyrelsen i Greve Kommune, hvor hun var opstillet for Venstre. Hun er uddannet socialrådgiver og har siden 2014 været regionsrådspolitiker i Region Sjælland.

Mai Mercado
7.877 stemmer – 38-årige Mai Mercado har været børne- og socialminister, siden de Konservative gik i regering i 2016. I den forrige folketingsperiode var hun partiets politiske ordfører. Mercardo er cand.scient.pol. fra Syddansk Universitet i Odense og tidligere formand for KU i Odense. Hun nåede at arbejde som konsulent for Energinet.dk, inden hun kom i Folketinget.

Niels Flemming Hansen
3.780 stemmer – Den 44-årige erhvervsdrivende Niels Flemming Hansen er et forholdsvist ubeskrevet blad i landspolitisk sammenhæng. Til daglig er han medejer af skoforretningen Holst Sko og har tidligere i et enkelt år været markedschef i Politiken. Han er gået til valg på at få flere selvstændigt erhvervsdrivende i Folketinget og på at folkeskolereformen skal have et serviceeftersyn.

Mona Juul
3.846 stemmer – Konservatives fremgang byder på et helt nyt ansigt i folketingsgruppen fra Østjylland. Det er erhvervskvinden Mona Juul, der foruden at besidde en række bestyrelsesposter også har været aktiv debattør. 51-årige Mona Juul deltager blandt andet i TV 2 News-programmet News og co. og P1-programmerne Netværket og Kejser.

Søren Pape Poulsen
22.223 stemmer – 47-årige Søren Pape Poulsen er tidligere borgmester i Viborg og blev til manges overraskelse hentet ind som politisk leder i 2014. Pape Poulsen er afgående justitsminister og har ført sit parti til en fremgang, som ikke er set i adskillige år. Han meddelte før valget, at han ville gå af, hvis partiet ikke fik fremgang ved valget onsdag. Det fik de, og Pape Poulsen kommer til at stå i spidsen for en folketingsgruppe, der bliver dobbelt så stor, som den har været i den forgangne valgperiode.

Orla Østerby
1.098 stemmer – 67-årige Orla Østerby bytter posten som stedfortræder for Søren Pape Poulsen ud med sit eget mandat i Folketinget i kølvandet på de konservatives mandatfordobling fra seks til 12 mandater. I sin som stedfortræder fra 2016 til i dag har Østerby været sit partis dyrevelfærdsordfører, fiskeriordfører, idrætsordfører, energi- og forsyningsordfører, landbrugs- og fødevareordfører, IT- og teleordfører, ordfører for kommunalpolitik og ordfører for landdistrikter og små-øer.

Per Larsen
1.625 stemmer – 53-årige Per Larsen er Konservatives nye folketingsmedlem fra Nordjylland. Han sidder lige nu i regionsrådet i Region Nordjylland og har tidligere siddet i Amtsrådet i Nordjyllands Amt og byrådsmedlem i Hjørring Kommune. Larsen er uddannet agroøkonom.

 

Alternativet 

Andel af stemmerne: 3,0 procentAntal mandater: 5 mandater

Uffe Elbæk
7.587 stemmer – 64-årige Uffe Elbæk er medstifter af Alternativet, formand og partiets spidskandidat i hovedstaden. Før Elbæk blev politiker, var han kendt som leder af uddannelsen KaosPiloterne i Aarhus. Som radikal politiker var han i 2001 med til at sikre, Aarhus Kommune fik sin første ikke-socialdemokratiske borgmester siden 1918, og i 2011 blev han radikal kulturminister i Helle Thorning-Schmidts regering. Han trak sig som minister efter at være kommet i modvind i en sag om afholdte arrangementer hos Akademiet For Utæmmet Kreativitet. I 2013 tog Elbæk initiativ til at danne Alternativet.

Sikandar Siddique
2.154 stemmer – 32-årige Sikandar Siddique debuterer i Folketinget i den decimerede Alternative gruppe. Siddique har en kandidatgrad i kommunikation og globale studier fra Roskilde Universitets Center. Han kommer fra Nørrebro og arbejder som kommunikationsrådgiver.  

Rasmus Nordqvist
1.499 stemmer – 43-årige Rasmus Nordqvist blev valgt for Alternativet ved partiets første valg i 2015. Han har haft et væld af ordførerskaber og været politisk ordfører for partiet. Han stillede op til Europa-Parlamentet i år, men han blev ikke valgt ind. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har tidligere arbejdet i modebranchen.  

Torsten Gejl
1.383 stemmer – 55-årige Torsten Gejl er blandt andet Alternativets beskæftigelses-, unge- og socialordfører. Indtil han blev valgt til Folketinget i 2015, var han direktør i OCN Danmark. Gejl er uddannet kaospilot.

Susanne Zimmer
774 stemmer – 58-årige Susanne Zimmer er nyvalgt folketingsmedlem med 774 stemmer. Hun er uddannet folkeskolelærer og har arbejdet som skoleleder og iværksætter.

 

Nye Borgerlige

Andel af stemmerne: 2,4 procentAntal mandater: 4 mandater 

Mette Thiesen
4.354 stemmer – 37-årige Mette Thiesen har været Pernille Vermunds højre hånd og løjtnant gennem etableringen af Nye Borgerlige. Hun blev valgt til byrådet i Hillerød Kommune ved kommunalvalget i 2017. I 2013 blev hun valgt til samme byråd, men for Det Konservative Folkeparti. Thiesen er uddannet lærer og arbejder til daglig som folkeskolelærer i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Peter Seier Christensen
1.850 stemmer – 51-årige Peter Seier Christensen er medstifter af Nye Borgerlige sammen med Pernille Vermund og er partiets politiske næstformand. Peter Seier Christensen er uddannet ingeniør. Som navnet afslører, er han bror til finansmanden Lars Seier Christensen.

Pernille Vermund
13.391 stemmer
– 43-årige Pernille Vermund. Dermed blev Nye Borgerliges partiformand kun overgået af Venstres Ellen Trane Nørby og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl målt på personlige stemmer i Sydjylland. Vermund er uddannet arkitekt og ved siden af sit politisk hverv er hun gift med forfatter og iværksætter Lars Tvede.

 

Lars Boje Mathiesen
2.396 stemmer – 44-årige Lars Boje Mathiesen forlader sit job som folkeskolelærer i Aarhus for at blive en del af Nye Borgerliges spritnye folketingsgruppe. Han har tidligere repræsenteret partiet i byrådet som, da han skiftede til partiet fra Liberal Alliance fra 2016 til 2017. Han blev valgt til byrådet for Liberal Alliance i 2013, men forlod partiet, fordi han ikke måtte blive folketingskandidat.

 

Liberal Alliance 

Andel af stemmerne: 2,3 procentAntal mandater: 4 mandater

Simon Emil Ammitzbøll-Bille
2.715 stemmer – 41-årige Simon Emil Ammitzbøll-Bille blev en af de få, der overlevede Liberal Alliances tilbagegang og kan fortsætte i Folketinget. Her har han siddet 2005, hvor han først repræsenterede Radikale, før han forlod partiet for at stifte sit eget: Borgerligt Centrum. Det blev dog en kort fornøjelse, da han i 2009 skiftede til Liberal Alliance sammen med en stor del af partiets bestyrelse. For Liberal Alliance har han været økonomi- og indenrigsminister i VLAK-regeringen.

Henrik Dahl
1.737 stemmer – Den 59-årige Henrik Dahl er uddannet sociolog og er samtidig kendt som forfatter, debattør og undervisningsordfører for Liberal Alliance. Han har været medlem af Folketinget siden 2015. I prognoserne op til valget var det længe usikkert, hvorvidt Henrik Dahl ville opnå genvalg, da partiet havde valgt Steen Holm Iversen som spidskandidat i Sydjyllands Storkreds. Men med 1.737 personlige stemmer lykkedes det altså Henrik Dahl at opnå vælgernes gunst og tage en periode mere som folketingsmedlem.

Ole Birk Olesen
2.020 stemmer – 46-årige Ole Birk Olesen sikrede sig også en ekstra medlemsperiode i Folketinget trods tilbagegangen. Det bliver hans tredje periode, siden han blev valgt ind i 2011. I den seneste valgperiode har han især gjort sig bemærket for sit hverv som transportminister, hvor han blandt andet har skulle håndtere skandaler i PostNord. Før sin tid i politik har Ole Birk Olesen arbejdet som journalist på Ekstrabladet, Berlingske og sit eget medie 180grader.

Alex Vanopslagh
3.337 stemmer
– Den 27-årige Alex Vanopslagh er ny partileder efter Anders Samuelsens afgang. Vanopslagh er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, hvor han blandt andet sidder i Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom.

 

De nordatlantiske mandater 

41-årige Aaja Chemnitz Larsen er valgt til Folketinget for Inuit Ataqatigiit (IA). Hun er uddannet cand.scient.adm. og er tidligere direktør for Velfærdsforvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq. Hun har siddet i Folketinget siden 2015 og har de sidste fire år arbejdet pragmatisk sammen med den borgerlige regering om at forbedre forholdene for grønlændere i Danmark og Grønland. En indsats der ser ud til at være blevet belønnet af vælgerne, i det Chemnitz Larsen fik mere end 27 procent af alle stemmer i Grønland.

22-årige Aki-Matilda Høegh-Dam fra det grønlandske socialdemokratiske parti Siumut sikrede sit parti en tilbagevenden til Folketinget efter at det i 2016 måtte sige farvel til Aleqa Hammond, der var blevet valgt som Siumuts folketingsmedlem i 2015. Den unge Siumut’er har en bachelor i statskundskab og har tidligere arbejdet for Siumut på Christiansborg. Og så skal det for fuldstændighedens skyld også lige med, at hun er tidligere Miss Danmark-finalist.

52-årige Sjúrður Skaale er færøsk journalist, skuespiller og sanger. Han blev indvalgt i Folketinget for socialdemokratiske Javnaðarflokkurin ved Folketingsvalget 2011. Skaale har flere gange tiltrukket sig opmærksomhed med humoristiske indslag fra Folketingets talerstol og morsomme spørgsmål til statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han blev det færøske valgs topscorer med mere end 12 procent af alle stemmer.
74-årige Edmund Joensen fra det liberale parti Sambandsflokkurin er færøsk politiks “grand old man”, der har været lagmand samt medlem af Folketinget fra 1994 til 1998 og fra 2007 til 2015. Sambandsflokkurin er Venstres søsterparti.