By data4u

En vej banet for Herren


Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land Esajas 40, 3

Dette skriftsted blev meget konkret for mig, da jeg i en bønnestund sammen med andre forbedere fra menigheden fik et kort syn.

Vi kører på de veje, som er banet i bøn

Jeg så et udsnit af et landkort, hvor der var mange veje i forskellige retninger. Der var veje, der krydsede hinanden, der var broer, sving og vejbaner der gik ligeud. Et fint lille vejnet, så jeg.

Dernæst så jeg biler, som kørte på vejene, frem og tilbage med varierende ruter på det lille vejnet. Bilerne blev ved med at køre rundt og rundt på de forskellige veje.

Mens jeg så på bilerne, sagde jeg følgende:

Hvis vi ikke beder, er det det samme som at acceptere at vi skal blive ved med at køre rundt og rundt på det samme område. Vi skal bygge mere vej, byg vej, byg vej. Vi skal bygge vej i bøn

Bilerne kunne nemlig kun køre på det vejnet, som allerede var bygget i bøn. Uden om vejnettet var der sand og øde land, så der var klar til at blive bygget ny vej.

Det blev klart for mig i synet, er at Gud har overgivet ansvaret for at udbygge vejnettet til sit folk. Gud bygger ikke vejnettet for os, vi bygger vejnettet sammen med ham igennem bønnen og forbønnen.

Herren kalder sit folk til bøn

Synet var opmuntrende, idet bønnens betydning blev så klar og konkret - at bede er at bygge vej, det er at bane Herrens vej.

Det var formanende i og med, at Gud sagde: Byg vej, byg vej, byg mere vej og det blev klart, at hvis vi ikke beder, så bliver der ikke bygget ny vej.

Det trøstende i synet var, at når vi beder, så bygger vi vej, og landet ligger klart til at vi kan bygge ny vej, så Herrens vej bliver banet.

Det er noget af det, som jeg elsker så meget ved Gud: han giver hver enkelt af os åbenbaringer af sandheden, så den bliver helt åbenlys for os. Dernæst viser han os en retning at gå i eller nogle specifikke skridt at tage, så vi kan komme derhen, hvor han ønsker. Gud leder os og vores primære opgave er, at holde os nær til ham og gøre brug af de øjne og ører, han har givet os.

 

Lad os bane Herrens vej

Min inderligste bøn til Gud er: komme dit rige og ske din vilje, som i himmelen således også på jorden. Vejen, for det gennembrud eller den manifestation af Guds rige, baner vi i bøn. Det er derfor, jeg skriver dette. Min opfordring er lad os nu bede og bede som aldrig før. Lad os udbygge vejnettet og bane vejen for Herren.

Lad os stille os til rådighed, som levende Gud velbehagelige ofre i fuld overgivelse til ham, som frelste os og banede den alt afgørende vej for os på Golgata kors. Lad os nu jævne en vej for vor Gud i det øde land, lad os bede og søge hans ansigt og gøre brug af de øjne og ører, som han har skænket os og bygge mere vej.

Udfordringen til dig

Dagens udfordring til dig er, hvordan vil du bygge vej sammen med Herren?

Du kan bede alene eller sammen med andre kristne. Du kan bede sammen med folk ansigt til ansigt eller du kan bede via messenger, facebook eller andre chatrooms på nettet eller du kan bede pr telefon.

Det handler om at sige: Jesus jeg elsker dig og jeg vil gerne hjælpe med at bane vej for dig, lær mig at bede, lær mig dit hjerte at kende, vis mig dine veje for jeg ønsker at være ordets gører og ikke blot dets hører.

Gud velsigne dig

Lisbeth Jepsen

@