By data4u

Hilsen fra DZF en af talerne på Rådhuspladsen søndag den 17. august


 

 

 Selv om Himlens sluser var åbne i går på Rådhuspladsen var det en stor oplevelse en flot demostation for Israel.

Det var sang og hebraisk musik af en lige kommet fra Israel. Det blev en stor oplevelse.

Sender en tale af Max Meyer Dansk Zionisforbunds Formand:


Efter opfordring, fremsender jeg hermed min tale på Københavns Rådhusplads

Tale på Rådhuspladsen den 17. august 2014


Kære alle! 

Jeg har i dag besluttet ikke at tale om den selvfølgelighed, at Israel har ret til at forsvare sin civilbefolkning mod raketangreb, da det i min verden ikke kun er en ret, men en pligt, ethvert land har og jeg ved, at I alle er enige i dette.

Jeg vil heller ikke i dag fordømme terrororganisationen Hamas, da det burde være i alles interesse, såvel israeleres, palæstinenseres og hele den øvrige verden, at den organisation ikke mere eksisterer, da den har kostet så mange uskyldige liv, både israelere og palæstinensere.

Jeg vil heller ikke i dag tale om det, for alle, tydelige antisemitiske i en bevægelse som "Boykot Israel", når de samme personer ikke også boykotter fx Syrien, som har udført et folkemord på ca. 200.000 personer samt jaget 1 million mennesker på flugt.

Jeg vil sådan set heller ikke tale om den voksende og nu tydelige antisemitisme, eller mere korrekt jødehad, der spirer og gror både herhjemme og i udlandet.
Vi i Dansk Zionistforbund har desværre, hver gang der er en anledning til det, fx ved konflikter i Mellemøsten, oplevet, at en antiisraelsk holdning, hurtigt og tydeligt bliver vendt til et decideret had mod den jødiske tro og de jødiske symboler.

Nej, det jeg vil bruge mine 5 min. på i dag, er at dele en meget stor bekymring, der den seneste uge er vokset og stadig vokser hos mig.

Lad mig lige tage jer med tilbage i tiden.

For ca. 75 år siden, i slutningen af 1930, måtte min far flygte fra sit daværende fædreland Tyskland og den nazisme, som var kommet til magten der.

Min far måtte forlade sit hjemland og sige farvel til sine forældre og sin eneste bror.

Min far måtte forlade og sige farvel til mange tanter, onkler, ja til hele sin familie.

Min far nåede aldrig at gense noget af sin familie, da de alle blev udryddet under nazismen og jødeforfølgelsen i Tyskland.

I slutningen af 30'erne, var der ikke mange steder, min far kunne flygte hen, hvor jøder var velkomne.

De fleste lande i verden var lukket land for jøder, og min fars mulighed for at komme ud af Tyskland, lykkedes kun, fordi han blev en del af en bevægelse, der kaldes "Halutzbevægelsen", som var en organisation med unge jøder, der skulle lære landbrug og håndværk, og som efterfølgende skulle rejse videre for at deltage i opbygningen af det daværende engelske mandat, Palæstina.

Danmark var ét af de få lande, der accepterede, at nogle unge jøder kunne komme til Danmark som landsbrugselever, dog kun med midlertidig opholdstilladelse her i landet.

Min far var én af de få, der fik lov at komme til Danmark. Han reddede dermed sit liv og overlevede som eneste repræsentant fra hele sin store familie, som nu alle var væk.

Lad mig så tage jer knap 70 år tilbage, da 2. verdenskrig sluttede.

Min mor, som var født i Polen og var polsk jøde, havde ikke kunnet slippe ud af nazismens onde klør, men hun havde mirakuløst overlevet helvede her på jorden, hvor hun havde tilbragt flere år i arbejdslejre/udryddelseslejre og koncentrationslejre.

Min mor havde mistet alle sine kære under de 5 års helvede, sin far og mor, en stor søskendeflok, tanter, onkler, kusiner og fætre. Alle var forsvundet i gaskamrene og krematoriernes uhyggelige verden.

Min mor blev, mere død end levende, transporteret til Sverige i 1945, da krigen sluttede, og efter en længerevarende rekreation i Sverige, mødte hun min far, hvorefter de valgte at bosætte sig i Danmark.

 

Så går vi lidt længere frem i tiden.

Jeg blev født på Nørrebro i København under meget sparsomme, for ikke at sige fattige kår.

Alligevel gav mine forældre mig, efter det jeg kan huske fra min barndom, en stor kærlighed til Danmark og alt det, der var dansk.

Danmark var vort fædreland, og dansk var vores modersmål.

Mine søskende og jeg blev alle sendt i en dansk folkeskole. I vores hjem taltes der kun dansk til mig og mine søskende, aldrig et ord polsk.

Mine søskende og jeg blev alle opdraget til, at dette land, Danmark, var og er vort fædreland og det er også her vi alle bor den dag i dag.

Men nu, kære venner, kommer jeg til min store og voksende bekymring.

Det Danmark, jeg kender og det Danmark, jeg elsker, er der ikke mere.

Senest måtte jeg, for ca. 2 uger siden, sammen med mange af jer, opleve, at politiet evakuerede mig og alle andre deltagere ved en lovlig anmeldt demonstration, som var en utrolig fredelig demonstration og en demonstration, der kun havde ét budskab, nemlig fred.

 

Vi blev transporteret bort i busser fra Christiansborgs Slotsplads, transporteret væk fra en lovlig og fredelig demonstration.

Lad mig igen slå fast, at vi, der var tilstede til støtte for freden

ikke havde gjort noget ulovligt,

ikke havde spredt hadsk tale og råbt død over andre,

ikke havde kastet med sten, hverken mod politiet eller andre,

ikke havde kastet med flasker, hverken mod politiet eller andre,

ikke havde opført os truende over for nogle befolkninger eller personer,

men det var os, der måtte flygte

og det var os, der blev transporteret væk i politiets busser.

Derfor er jeg dybt bekymret, ikke kun over, at vi måtte gemme os og kaste vores flag på jorden og blive transporteret væk, nej endnu mere bekymret blev jeg, da jeg stod op næste morgen og ikke kunne se én eneste forside i landets aviser eller nogle "breaking news" i alle de mange nyhedskanaler, der findes på TV, der fortalte, at den stolte danske ytringsfrihed nu var sat ud af spil, i det mindste, når en flok jøder og venner af Israel ville ytre sig i det offentlige rum.

Det land, Danmark, som i sin tid tog imod mine forældre, det land, Danmark, der den dag i dag tager imod flygtninge, der er forfulgte, bl. a. i deres ytringsfrihed, det land, Danmark, der med stolthed fastholdt retten til at lave karikaturtegninger og til at ytre sig, det land, Danmark, der siger, at vi alle er lige og alle har ret til at være her.

Dette er et brud på alt hvad Danmark og det at være dansk skulle stå for og dette skete lige udenfor demokratiets højborg, vort folketing, Christiansborg.

Hvor var pressen, hvor var alle vores demokratisk, elskende politikere? Hvor var alle minoritetsbeskytterne og hvor var alle andre end os jøder og venner af Israel?

Jeg spørger mig selv om den lammende tavshed i dagene derefter alene skyldtes, at det gik ud over jøder og venner af Israel.


Kære venner:

Det er det, der er anledning til mine store bekymringer.

Kan og vil Danmark beskytte os jøder og venner af Israel i dag og i morgen?

 

For mig, er det at være zionist, ikke noget med, at jeg ønsker, at vi skal tage land fra nogle andre.

For mig, er det at være zionist, ikke noget med, at jeg ønsker at jage nogle mennesker væk fra deres hjem.

Lige som det zionistiske mål med et jødisk hjemland, ønsker jeg som zionist det samme for alle folkeslag, at de får retten til en egen stat.

For mig betyder det at være zionist, at jeg som jøde og alle andre jøder i verden, har et land, et land, hvor vi ikke bliver forfulgt, fordi vi er jøder,

et land, hvor man som jøde kan bære alle de symboler, man måtte ønske, uden at blive spyttet på, hånet eller truet på livet og et land, hvor jeg som jøde kan tale frit i det offentlige rum og blive beskyttet med mine demokratiske rettigheder, til at tale frit.

Jeg kan fortælle jer, at mit zionistiske hjerte, mit zionistiske tilhørsforhold og min støtte til Israel, efter den oplevelse i demokratiet Danmark, er vokset, ikke kun med 100 procent, men med 1.000 procent.

Uden et jødisk hjemland, uden Erez Israel, er jeg bange for, at mine forældres kamp for at overleve nazismen i 30erne, kun var en forgæves kamp.

Am Yisroel Hay - Lad det israelske folk leve!

Med ønsket om en rolig uge herhjemme og i Israel

Max Meyer, Dansk Zionistforbund

Dansk Zionistforbund  Krystalgade 12, 1172 København V  office@zionist.dk  tlf: 5151 1388